Seneste læsestof

De taktiske
Sæt din taktik ud fra det spillermateriale du har til rådighed, medmindre du har råd til at forme dit hold som du ønsker

Hold din taktik simpel i starten til du har lært det grundlæggende, og først med tiden begynd at eksperimentere.

Din defensive linje bør afspejle dine forsvarsspillers evner. Langsomme forsvarsspillere kræver en dybere defensiv linje, dårlige hovedstøds forsvarsspillere kræver høj defensiv linje. Find det der passer dig bedst.

Prøv altid at counter deres taktik. Spiller de offensivt, så spil defensivt. Spiller de defensivt, så spil offensivt. Brug evt. Scoutrapporten for at vurdere modstanderens taktik.

Sørg for at spil en masse træningskampe op til sæsonstart, for at få dem i form og for at få et bedre indblik i hvordan dik taktik fungere.

Hold øje med hvordan modstanderne score deres mål imod dig. Og se hvordan du bedst muligt kan forsvare dig imod det.

Oplever du at din taktik pludselig ikke fungere længere, så kan det skyldes at modstanderen har læst din
taktik. Prøv at lav nogle justeringer, eller helt skift den ud med en ny for at undgå dumme pointtab.

Sørg for at alle dine spillere får spilletid, så de ikke bliver utilfredse.

Køb, salg, kontrakter
Husk at skriv nye kontrakter med dine spillere når de har omkring et år tilbage, eller forsøg at sælg dem hvis de ikke vil forlænge deres kontrakt.

Få altid en scout til at komme med en rapport før du køber en spiller

Under en scoutrapport, kan du se hvad en spiller forventes at kræve i løn. Dette kan være en fordel for dig, da du kan presse den pågældende spiller i lønforhandlingerne.

Sørg for ikke at få en for stor blanding af forskellige mentaliteter i truppen. Kig i scoutrapporten, for at se din scouts mening omkring den pågældende spiller.

Hvis du sætter en spiller til salg, så er der en øget chance for at du kan sælge ham. Men omvendt er klubberne mindre villige til at betale en stor sum for ham.

For mange indkøb på én gang, kan skabe en dårlig stemning på holdet, og gøre dine spillere nervøse for deres fremtid.

Ved at offentlig melde dig interesseret i en spiller, øger du dine chancer for at kunne købe ham. Men pas på med at dine nuværende spillere ikke bliver utilfredse.

Ved at rose andre manager i spillet, og skabe venskaber med dem, øger du chancen for at de vil acceptere et bud på deres spillere.

Kig altid efter spillere på fri transfer. Det kan gå hen og blive en god, og billig investering for dig.

Team talk
Pas på med at kritisere dine spiller når du spiller på udebane. Det kan få en dårlig effekt på moralen.

Pas på med at have for høje forventninger til dine spillere, når du er oppe mod en stor modstander. Prøv at sænk forventningerne, så de ikke bliver utilfredse i tilfælde af et nederlag.

Økonomi
Sørg altid for at hold øje med din økonomi, og hold dig under dit lønbudget, for ikke at komme i økonomiske problemer.

Sælg dine løntunge spillere, hvis du ikke bruger dem. De kan oftes skiftes ud med en billigere model.

Under ”din klub” og ”holdinstillinger” bør du fjerne fluebenet i ”kontraktfornyelser håndteres af assisterende manager” da han ofte skriver nye kontrakter med unge talenter, som ikke er gode nok. Dette kan gå hen og blive en dyr udgift på lønbudgettet.

Andet
Hold dig fra at lave et ultimatum. Det ender oftes i en fyring.

Hvis økonomien er iorden, kan du bede din bestyrelse om at forbedre ungdomsfaciliteterne. Dette giver i længden bedre talenter.

Du kan også bede om forskellige rugekasse klubber eller moderklubber, som kan give din klub nogle fordele. Enten ved at leje talenter fra en større klub, eller leje dine talenter ud for at de får noget spilletid, og udvikler sig bedre.

36 råd til en manager

Man_u_barmy_army_ har på FM Scout produceret en liste med 36 gode råd, til en manager i FM. Vi har så heldige at få lov at oversætte den, og kan hermed præsentere den på dansk:

1) Hav altid en blanding mellem rutine og ungdom.
2) Hvis spillere underpræsterer, så sæt dem på reserveholdet, indtil de finder formen.
3) Send dine spejdere ud for at se på spillere, inden du begynder at købe.
4) Hvis du mangler en angriber, så prøv at se i rækken under dig. Udvælg en af top 10 målscorerne i rækken, eller en af dem med højest gennemsnitsvurdering.
5) Sørg for masser af træningskampe. De skal bruges til at teste spillere og taktikker. Husk du også kan bruge lette kampe til det samme.
6) Lad være med at købe massevis af spillere, for deres løn kan stige, hvilket kan ødelægge klubben indefra. (Egen erfaring)
7) Hvis dine spillere ikke spiller godt, så lad være med at sælge dem, bare sæt dem på reserveholdet en måned eller to.
8) Ved køb af angribere, så kig efter hurtighed, afslutninger, acceleration, smidighed og driblinger
9) Benægt altid forbindelser til andre klubber, når pressen spørger. Hvis du gerne vil skifte, så lad være at fortæl om det offentligt.
10) Når du køber midtbanespillere, så se efter ledere eller tidligere anførere – det sikrer stabilitet på holdet.
11) Altid se efter spillere uden klubber. Der popper ofte et par gode spillere frem.
12) Lad være med at fratræde klubben, selvom du taber igen og igen. Du er ikke garanteret et godt job, når du er trådt fra den gamle klub.
13) Hold dig fra at lave ultimatummer. Oftest vil det koste dig jobbet.
14) Hvis din målmand bliver skadet i kampen (og du ingen reserve har med), så skift ham ud med den spiller der har den bedste målmands-rating – uanset om han er din bedste spiller eller ej. Hold øje med hvem der er bedst, når du starter i klubben.
15) Når du starter på en ny sæson, så se efter en ny assistent. Man behøver ikke have en middelmådig assistent, hvis man ikke vil.
16) Hvis du står uden job, så ansøg hver 3.uge. Ellers vil de fleste ikke have dig, som flere avisartikler beretter.
17) Ansøg altid, hvad enten det er en stor klub eller en lille klub. (Jeg skiftede en gang Gretna ud med Atl.Madrid)
18) Når du søger efter spillere, så kan du med fordel søge efter spillere som har din klub som favorit. Det vil formentligt gøre dem mere interesserede i et klubskifte.
19) Prøv altid på at få moralen op. Enten ved en ny kontrakt, spilletid eller vinde kampe.
20) Når du spiller mod andre klubber, så lad dine spejdere undersøge deres bedste spillere og smid dem på din shortlist, og måske køb dem.
21) Hvis du er usikker på en spiller, så giv ham en prøveperiode i klubben først. (Først og fremmest i lavere rangerede klubber.)
22) Prøv ca. en gang i måneden at tjekke hvem der er i god form i klubben, og ros vedkommende. Det forbedrer stabiliteten i klubben.
23) Det modsatte af ovenstående. (Altså giv ris til den dårligst spillende.)
24) Hvis det går rigtig dårligt, formmæssigt, så bed en af dine ældre spillere om at holde et holdmøde. Det er et særligt godt råd.
25) Hvis du har en god spejder, så læs det han har skrevet om den kommende modstander. Det kan virkelig hjælpe dig.
26) Lad være med at have så mange spillere på førsteholdet at du er nødt til at scrolle for at se alle spillere. Selvom det er unge spillere, så risikerer du en masse problemer med utilfredshed fra frasorterede spillere på førsteholdet.
27) Lad være med at holde dig til en taktik. Hav altid en ekstra som en foranstaltning, hvis den først skulle mislykkes midt i en sæson.
28) Hvis dine spillere bliver skadet, så sæt dem på reserveholdet indtil de er i fuld form igen. Dog ikke hvis du ikke har et reservehold som spiller kampe jævnligt.
29) Prøv at lær dine reserver nye positioner at spille, så du kan skære ned på unødvendige spillere.
30) Hvis det er muligt, så prøv at lån spillere du er interesseret i, før du køber dem. Så kan du se om de kan tilpasse sig ligaen, før du bruger penge på dem.
31) Lav altid en personlig målsætning før sæsonen, hvor klubben skal ende.
32) Hvis du overvejer at blive landstræner, så spørg dig selv om nok tid i spillet til at varetage begge jobs.
33) Køb aldrig en spiller på en præstation.
34) Sæt et minimums mål i forhold til point i rækken i stedet for en placering.
35) Brug din intuition en gang i mellem.
36) Spørg gutterne på her på Fmscout for hjælp.


Skrevet af: Man_u_barmy_army_

Oversat af: Vevest

Sommerens danske VM-deltagelse bød ikke på de store succes-oplevelser. Faktisk har vi efterfølgende ikke skulle høre på andet, end hvor elendigt det har været. De fleste kritikeres skyts blev rettet mod landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson. Den diskussion går vi dog udenom iført vores allermest støjsvage listesko, mens vi holder vejret ganske stille, så ingen skal forveksle vor stakåndede vejrtrækning med et suk over Jon og landsholdet og dermed genstarte den endeløse diskussion. Nu er diskussionen imidlertid foreløbigt sat i bero med Jons pension fra landsholdet.

Udover titlen som sportspressens nye yndlingsoffer, så fik Jon Dahl en anden, og lidt mere flatterende titel med hjem fra Sydafrika. Med sin scoring i Danmarks kamp mod Japan, skrev Jon Dahl Tomasson sig ind i rekordbøgerne med sin scoring nr. 52 på landsholdet. Ingen dansk spiller har scoret flere landsholdsmål. Det er da flot. Enkelte gnavne kommentarer har dog gået på, at Jon ikke har scoret 52 mål. Dette skyldes en kamp mod Sverige i 2007. De fleste har naturligvis glemt kampen, da den ikke adskilte sig synderligt fra andre landskampe. Det skulle da kun lige være de mikroskopiske detaljer i form af Christian Poulsen, der serverede Markus Rosenberg en knytnæve i maveregionen og herefter en tosse fra tilskuerrækkerne, der forsøgte at pande dommeren i gulvet. Det har alle naturligvis lykkeligt glemt. Herunder også det skrivebordsnederlag på 3-0 som UEFA tildelte Danmark. I hvert fald har DBU besluttet at fastholde Jon Dahls scoring i denne kamp, selvom dette ikke er tilfældet hos eksempelvis UEFA. Argumentet er, at de gule kort fra kampen fastholdes, og derfor anser DBU det for rimeligt at fastholde scoringerne også. Og da det er Berendt og hans homies der bestemmer, så skal vi naturligvis ikke driste os til at drage tvivl om antallet af Jons scoringer. I hvert fald ikke ret meget. Nok om det.

Men hvem er det så i øvrigt, der med sikkerhed har scoret 52 mål på landsholdet? Navnet har været nævnt en del gange gennem de sidste par år, hvor Jons rekordjagt har stået på. Navnet er Poul ”Tist” Nielsen. Et navn som ikke siger mig noget som helst. Og hvad er så mere nærliggende end at undersøge sagen nærmere? Hvem er denne Poul ”Tist” Nielsen? Ja, som det første kan jeg hurtigt bekræfte mig selv i, at det rigtige spørgsmål reelt er: Hvem var Poul ”Tist” Nielsen? Manden har været død i 48 år. Uden at skulle gribe ud efter kuglerammen, så kan man vist med sikkerhed sige, at det er ret lang tid siden. Han blev født i 1891, hvilket ikke overraskende er endnu længere siden.

Allerede som 16-årig debuterede Poul Nielsen for KB og gennem de følgende tyve år var han med til at vinde 6 danske mesterskaber med klubben. Heriblandt det allerførste af slagsen efter DBU indførte det nationale mesterskab. I sin tid som aktiv nåede han 201 klubkampe med 276 ligamål til følge. Et ganske hæderligt snit må man sige. Landsholdskarrieren er dog endnu mere interessant. Debuten kom som 18-årig i en kamp mod England. I hans tredje landskamp kom den første scoring, som i øvrigt var under OL i 1910, hvor Danmark hentede en sølvmedalje. Herefter gik det ellers stærkt. Efter blot 23 kampe havde Poul Nielsen scoret 43 mål, hvilket han især kunne takke svenskerne og nordmændene for. Disse to nationer var hyppige modstandere, og deres målmænd var særdeles flinke ved Poul Nielsen. Blandt andet fik han lov til at score 6 mål i samme landskamp i form af to ægte hattrick, da Sverige blev slået 10-0 i 1913. Tilsvarende blev Norge slået med både 8-0 og 12-0, hvor målkongen tegnede sig for hhv. 4 og 5 mål. Faktisk så blev halvdelen af alle målene i karrieren scoret mod Norge, mens Sverige var ofre for 15 scoringer.

Poul Nielsen kunne ikke helt holde samme kadence i resten af sin karriere, men med en samlet statistik, der hedder 52 mål i 38 kampe, så kan man vel ikke tillade sig at bebrejde manden noget som helst. Man kan dog ikke lade være med at undre sig over, hvorledes det kan lade sig gøre. Svaret findes formodentlig i førnævnte opgør mod vores nordiske brødre, som i den periode ikke var specielt fantastiske mandskaber. Derudover var det heller ikke unormalt at spille med både 4 og 5 angribere, hvilket betød lidt flere målrige kampe. Dengang skulle man frem over stepperne. Der er sket en del siden, hvor sommerens VM-slutrunde eksempelvis bød på 2,27 mål pr. kamp, hvilket kun er marginalt bedre end alle tiders røvsyge slutrunde i Italien i 1990.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Poul ”Tist” Nielsen var en vigtig spiller og en central figur i den danske landsholdshistorie. I hans 38 landskampe blev han kun skiftet ud en enkelt gang og hans 52 mål udgjorde en helt afgørende del af de 115 scoringer, som holdet opnåede i alt i de kampe, hvor han deltog. Han havde endvidere anførerbindet i 11 kampe i slutningen af landsholdskarrieren.

Og hvad er der så lige med øgenavnet, ”Tist”. Efter sigende så skulle det være kommet af, at han snød sig ind på stadion til fodboldkampe. En gratist. Det forkorter man så til ”Tist”. Opfindsomt, selvom det ikke ligger lidt til højrebenet. Eftermælet klinger dog en del bedre, end hvis øgenavnet havde været mere nutidige termer som ”Fusker” eller ”Nasserøv”.

Husker du Salvatore Schillaci? Hvis du kan svare ja til dette spørgsmål, er det formentlig fordi du kan huske VM 1990 i Italien, men er du nødt til at svare nej, er det nok fordi du lige netop i denne turnering ikke har fulgt med. Salvatore Schillaci er nemlig en af den slags spillere, der er blomstret op ved et VM som ukendt joker, og derefter er gået ligeså hurtigt i glemslen igen.

Salvatore Schillaci (Måske bedre kendt som ’Toto’) blev født d. 1. december 1964 i Palermo på Sicilien. Familien var fattig, og barndommen gav ikke ligefrem en lovende start på livet, i en by hvor den italienske mafia styrede slagets gang. ’Toto’ begyndte dog hurtigt at spille fodbold i en lokal klub, hvor han udviste et stort talent, og bl.a. scorede over 75 mål på en enkelt sæson. Efter nogle år i den lokale klub, fik Messina øjnene op for talentet, og hentede ham til klubben i 1982. Messina lå på dette tidspunkt i den upåagtede Serie C2, men rykkede i ’Toto’s første sæson op i Serie C1, på trods af angriberens blot 3 mål i 26 kampe. Klubben fik etableret sig i Serie C1, og efter nogle målfattige sæsoner fra Schillaci, blomstrede han op i sæsonen 85/86, hvor han nettede 11 gange i 31 kampe, og var en medvirkende faktor til at klubben rykkede op i Serie B. Blot 16 mål i 70 kampe fulgte de næste 2 sæsoner for Schillaci, inden han endelig fandt storformen frem, og nettede hele 23 gange i 35 kampe i 88/89 sæsonen. De 23 mål fik åbnet øjnene på forskellige storklubber, men det blev i sidste ende ”Den Gamle Dame” Juventus, der fik fat i sicilianeren, og påtænkte at bruge ham i genopbygningen af et storhold der havde haft en svær periode.

Den gamle målmandslegende Dino Zoff havde overtaget styringen i den traditionsrige klub, og viste fra start Schillaci tillid, hvilket han kvitterede for med 15 kasser i sin debutsæson, hvor klubben vandt mesterskabet og UEFA-cuppen. På trods af flere andre italienske angrebsstjerner blev det derfor svært for den italienske landstræner Azeglio Vicini at overse ’Toto’ til VM slutrunden i 1990 hvor Italien endda havde hjemmebane, men hjemlandet betragtede det nu alligevel som en stor overraskelse at Schillaci var en del af truppen, da han inden VM 90 blot havde spillet en enkelt landskamp.

VM-turneringen måtte Schillaci da også starte med at se fra bænken, men med ca. 15 minutter tilbage af Italiens åbningskamp mod Østrig, blev sicilianeren sendt på banen, og han takkede for tilliden ved at score kampens enlige mål. Den næste gruppekamp mod USA måtte ’Toto’ igen se sig henvist til bænken, og kom endnu engang først på banen til sidst i kampen. På dette tidspunkt havde han dog imponeret landstræneren så meget, at han i gruppespillets sidste kamp mod Tjekkoslovakiet, fik chancen fra start hvor han skulle danne frontduo med Roberto Baggio, og de viste hurtigt at de kunne finde vej til modstandernes mål, med en scoring hver.

Baggio og Schillacis opvisning i kampen mod Tjekkoslovakiet, gjorde at de nu var sikre førstevalg på holdkortet for landstræneren. Den næste kamp var mod Uruguay i første knockout-kamp, hvor ’Toto’ sparkede festen i gang, med et brag af et skud, der smukt fløj over keeper Álvez. En sikker 2-0 sejr til ”Azurri” i denne kamp sendte dem i kvartfinalen hvor Irland ventede. En svær modstander, der pakkede sig helt ned, og det så ud som en umulig opgave for italienerne at få bolden i nettet, men efter 38 minutter opsnappede Schillaci en ripost og sendte køligt bolden i det frie mål. Et mål som han siden har kaldt det sværeste han har skullet score. Resten af kampen blev en kedelig affære, og nu ventede mægtige Argentina i semifinalen, med den store stjerne Maradona på holdet.

Mod Argentina var Vialli tilbage i angrebet sammen med ’Toto’, hvilket viste sig at være et godt valg af træneren, da Vialli lagde op til Schillacis 5. mål i turneringen. Argentina fik dog udlignet og i straffekonkurrencen skulle Toto ikke sparke, men måtte se på at hans holdkammerater ikke var så gode fra 11-meter-åletten som argentinerne. I bronzekampen mod England kunne Toto med et mål sikre sig topscorerværdigheden i turneringen, så da Italien fik tilkendt straffespark, blev det den urutinerede straffeskytte der stod for eksekveringen. Bolden røg sikkert i mål, og en absolut verdensstjerne var født.

Presset på Schillaci efter VM var enormt, og Juventus-fansene var sikre på at de nu havde en stjerne der kunne føre dem til mesterskabet. Den fattige dreng fra Palermo kunne dog ikke leve op til forventningerne og med blot 11 scoringer på 2 sæsoner for ”Den gamle dame” var klubben parat til at sende ham videre i systemet. Inter tænkte at de kunne få gang i VM-helten, og i 1992 blev skiftet en realitet.

På trods af, at Schillaci befandt sig i sin bedste fodboldalder, var det nu at skaderne begyndte at komme, og de manglende mål satte samtidig sit præg på selvsikkerheden. Hurtigt stod det klart at han aldrig ville komme tilbage på det niveau han viste i 1990, og han blev hurtigt gjort til syndebuk af Inters krævende fans.

Et skifte var efterhånden en nødvendighed for ’Toto’, og da Japan netop havde oprettet en professionel liga, tænkte Schillaci at dette var et niveau han kunne være med på. Forudsigelsen holdt stik, og med 56 mål i blot 78 kampe blev han Júbilo Iwata’s store stjerne, inden han i 1997 trak sig tilbage fra professionel fodbold, og i stedet har haft fokus på en talentskole i sin hjemstavn Sicilien.

Når man snakker om klubfølelse og loyale spillere, er det som regel navne som Maldini, Baresi, Raul og Giggs der dukker op. Spillere der gennem hele deres karriere, har sværget troskab til den klub de spiller i, og har spillet i fra barns ben.

Et navn der dog sjældent bliver nævnt i denne sammenhæng er Matthew Le Tissier. Hvorfor vides ikke, da han om nogen må være indbegrebet af en loyal spiller med klubfølelse. Jovist har Maldini, Raul m.fl. været i den samme klub hele deres karriere, men det har jo været i klubber hvor man hvert år kæmper med om mesterskabet og europæiske titler. Raul har eksempelvis ikke på noget tidspunkt kunnet skifte til en større klub, idet han hele tiden har været i en af de allerstørste i verden. Le Tissier har til gengæld befundet sig i Southampton, hvor han på trods af eminente kvaliteter, har ofret mesterskaber, penge og europæisk hæder, til fordel for en klub han holdt så meget af.

Matthew Le Tissier blev født d. 14. oktober 1968 i St. Peter Port, på øen Guernsey i den engelske kanal. At være født her, betyder fra en fodboldspillers synspunkt, at man frit kan vælge hvilket land i Storbritannien man vil spille for. Le Tissier overvejede den skotske nationalitet, men endte alligevel med at vælge det land han havde tættest tilknytning til: England.

Matthews barndom handlede stort set kun om fodbold, og fra start var det tydeligt at han var flere niveauer over sine jævnaldrende. Da skolen sluttede tog han derfor optimistisk til prøvetræning i Oxford, der dog ikke fandt hans kvaliteter gode nok, og i stedet skrev han under på en ungdomskontrakt med Southampton i 1985, der havde fået øjnene op for talentet.

En enkelt sæson var alt hvad Le Tissier skulle bruge som ungdomsspiller i klubben, inden han havde bevist at han var klar til førsteholdet. På førsteholdet var konkurrencen imidlertid hård, og den unge gut havde svært ved at tilkæmpe sig en sikker plads i startformationen de første par sæsoner.

På trods af konkurrencen formåede Le Tissier at komme på banen i hele 24 kampe den første sæson, hvor han kvitterede med 6 scoringer fra sin plads som offensiv midtbanespiller.

De næste par sæsoner gjorde Le Tissier det godt, men uden at være fremragende. Til gengæld brød han for alvor igennem på den engelske fodboldscene i sæsonen 1989-90, hvor han blev en af ligaens topscorere med 20 kasser, og vandt titlen som årets unge spiller i den bedste engelske række.

I denne periode fik Le Tissier også chancen på det engelske u-21 landshold, hvor han fra 88-90 spillede hele 21 landskampe i hvilke han scorede 3 gange. Hans fantastiske sæson i 89-90 sæsonen var dog ikke nok til at give ham en plads på ”det rigtige” landshold. I stedet fik han chancen for Englands B-hold, men måtte nøjes med 6 kampe i perioden 1990-98, på trods af et hattrick i optakten til VM 98.

Le Tissier kunne altså ikke rigtig slå igennem på landsholdet, men til gengæld var han allerede en favorit blandt fansene i Southampton. Dette skyldtes ikke mindst hans mange spektakulære mål, der altid syntes at komme på tidspunkter hvor ”Sotton” var mest pressede og det hele så håbløst ud. I 1993-94 blev den helt store sæson for Le Tissier, der nettede intet mindre end 30 gange, og at ahn var på toppen af sin karriere i denne periode, vidnede næste sæson også om, hvor han scorede årets mål i den bedste engelske række, med dette mål mod Blackburn:http://www.youtube.com/watch?v=Xn3OtbMmaC4

På trods af rigeligt med tilbud fra udenlandske klubber, og på trods af hans fortsatte målhøst fra sin position på midtbanen, blev Le Tissier i Southampton og blev konstant overset af landstrænerne for England i den periode, Hoddle og Venables. Som Matthew selv udtrykte det, så havde han fået masser landskampe hvis blot han havde været italiener eller franskmand.

Som sagt fortsatte Le Tissier med at spille stabilt og score regelmæssigt for Southampton, lige indtil han valgte at indstille karrieren i 2002. At Le Tissier ikke skiftede til en større klub, er endnu mere opsigtsvækkende, når man ved at han som det højeste i Southampton, kom op at tjene ”hele” 4.000 pund pr. uge - Ikke en løn ret mange andre stjerner i de bedste rækker ville løbe ind på banen for.

Matthew er ikke kendt for at være en af de mest kontroversielle personer i fodboldens verden. Alligevel kom det frem, at han havde ”fusket” med en af sine egne kampe, ved at spille en masse penge på, at der ville blive indkast indenfor kampens første minut. Efter at have givet bolden op, forsøgte Matthew derfor bevidst at sparke bolden ud over sidelinjen, men en holdkammerat nåede at opsnappe bolden og holde den i spil, så Matthew ikke vandt et firecifret beløb han ellers stod til. Politiet i England gjorde dog ikke noget ud af sagen, da de ikke mente at det var i ”befolkningens bedste interesse” at bruge politiressourcer på at undersøge en så banal sag.

Som spillertype var Le Tissier ikke udseendemæssigt den typiske offensive midtbanespiller. Han var en stor, tung gut, men besad alligevel en fremragende teknik, og ikke mindst en fantastisk sparketeknik. Derudover var hans overblik og kølighed kendetegnende for hans karriere, hvilket kunne ses, ved at han i løbet af sin karriere scorede på 49 ud af 50 mulige straffespark. Ganske imponerende. De mange mål for Southampton er desuden ganske imponerende, når man tænker på at han ikke var angriber, og alligevel er han pt. Den næstmest scorende spiller i Southamptons historie. Han er derudover den første midtbanespiller nogensinde, der har scoret over 100 mål i den bedste engelske række.

GRUPPE A
Frankrig
Nationalstadion: Frankrig har ikke et fast national-stadion
Landstræner: Raymond Domenech
Anfører: Patrick Vieira
Viceanfører: Thierry Henry
Stjerne: Franck Ribéry, Thierry Henry, William Gallas
Talenter: Alphonse Aréola, Sofiane Feghouli, Mamadou Sakho
Største klubber: Lyon, Marseille, Bordeaux
Liganiveau: 15
Bedste række: Ligue 1 Orange
Placering på verdensranglisten: 10
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 19
Rivaler: Italien, Tyskland, England

Mexico
Nationalstadion: Estadio Azteca
Landstræner: Javier Aguirre
Anfører: Ikke angivet
Viceanfører: Ikke angivet
Stjerne: Rafael Márquez, Guillermo Ochoa, Andrés Guardado
Talenter: Carlos Vela, Édgar Iván Pacheco, Taufic Guarch
Største klubber: Chivas, América, Cruz Azul, Pumas
Liganiveau: 12
Bedste række: Primera División de México
Placering på verdensranglisten: 24
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtigt
Økonomisk faktor: 16
Rivaler: USA

Sydafrika
Nationalstadion: Sydafrika har ikke et fast national-stadion
Landstræner: Carlos Alberto Perreira
Anfører: Aaron Mokoena
Viceanfører: Ikke angivet
Stjerne: Steven Pienaar, Benni McCarthy, Teko Modise
Talenter: Anele, Kermit Erasmus, Michael Morton
Største klubber: Orlando Pirates, Sundowns, Kaizer Chiefs
Liganiveau: 11
Bedste række: ABSA Premier League
Placering på verdensranglisten: 73
Udviklingsstadie: Udviklingsland
Vigtighed af kampe: Vigtig
Økonomisk faktor: 16
Rivaler: Nigeria, Zimbabwe

Uruguay
Nationalstadion: Estadio Centenario, Montevideo (55.737)
Landstræner: Óscar Tabárez
Anfører: Diego Lugano
Viceanfører: Diego Forlán
Stjerne: Diego Forlán, Diego Lugano, Christian Rodríguez
Talenter: Abel Hernández, Mauricio Pereyra, Gonzalo Barreto
Største klubber: Nacional, Defensor Sporting, Peñarol
Liganiveau: 9
Bedste række: Primera División
Placering på verdensranglisten: 28
Udviklingsstadie: Udviklingsland
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 12
Rivaler: Argentina, Brasilien, Paraguay


GRUPPE B
Argentina
Nationalstadion: Antonio Vespucio Liberti, Buenos Aires (65.645)
Landstræner: Diego Maradona
Anfører: Javier Mascherano
Viceanfører: Gabriel Heinze
Stjerne: Lionel Messi, Carlos Tevez, Sergio Agüero
Talenter: Matías Defederico, Eduardo Salvio, Nicolás Otamendi
Største klubber: River Plate, Boca Juniors, San Lorenzo, Independiente
Liganiveau: 13
Bedste række: Primera División
Placering på verdensranglisten: 8
Udviklingsstadie: Udviklingsland
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 16
Rivaler: Brasilien, England, Italien, Tyskland, Uruguay

Grækenland
Nationalstadion: Georgios Karaiskakis, Piraeus (33.334)
Landstræner: Otto Rehhagel
Anfører: Giorgos Karagounis
Viceanfører: Angelos Basinas
Stjerne: Kostas Katsouranis, Giorgos Karagounis, Sotiris Kyrgiakos
Talenter: Sokratis Papastathopoulos, Sotiris Ninis, Kyriakos Papadopoulos
Største klubber: Olympiakos, Panathinaikos, AEK Athen
Liganiveau: 13
Bedste række: Super League Greece
Placering på verdensranglisten: 12
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 17
Rivaler: Tyrkiet, Albanien

Nigeria
Nationalstadion: Abuja Stadium, Abuja (60.000)
Landstræner: Shaibu Amodu
Anfører: Joseph Yobo
Viceanfører: John Obi Mikel
Stjerne: Joseph Yobo, Yakubu, Obafemi Martins
Talenter:
Største klubber: Heartland, Enyimba, Kano Pillars
Liganiveau: 7
Bedste række: Premier League
Placering på verdensranglisten: 34
Udviklingsstadie: U-land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 10
Rivaler: Ghana

Sydkorea
Nationalstadion: Seoul World Cup Stadium, Seoul (66.080)
Landstræner: Heo Jung-Moo
Anfører: Park Ji-Sung
Viceanfører: Ikke angivet
Stjerne: Park Ji-Sung, Lee Young-Poo, Lee Woon-Jae
Talenter: Hyun-Joon Suk, Lee Chong-Yong, Tae-Hee Nam
Største klubber: Seongnam, Suwon, Pohang, Ulsan
Liganiveau: 11
Bedste række: K-League
Placering på verdensranglisten: 49
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Vigtig
Økonomisk faktor: 18
Rivaler: Japan, Kina, Nordkorea


GRUPPE C
Algeriet
Nationalstadion: Algeriet har ikke et fast national-stadion
Landstræner: Rabah Saadane
Anfører: Yazid Mansouri
Viceanfører: Rafik Saïfi
Stjerne: Karim Ziani, Madjid Bougherra, Anthar Yahia
Talenter: Amir Sayoud, Ibrahim Bekakchi, Brahim Ferradj
Største klubber: ES Sétif, JS Kabylie, MC Alger
Liganiveau: 8
Bedste række: Algierske 1. division
Placering på verdensranglisten: 44
Udviklingsstadie: Udviklingsland
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 13
Rivaler: Egypten, Marokko, Tunesien, Frankrig

England
Nationalstadion: Wembley, London (90.000)
Landstræner: Fabio Capello
Anfører: Rio Ferdinand
Viceanfører: Steven Gerrard
Stjerne: Steven Gerrard, Wayne Rooney, Rio Ferdinand
Talenter: Jack Rodwell, Daniel Sturridge, Jack Wilshere
Største klubber: Man Utd, Chelsea, Liverpool
Liganiveau: 18
Bedste række: Premier League
Placering på verdensranglisten: 7
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 19
Rivaler: Skotland, Tyskland, Argentina

Slovenien
Nationalstadion: Ljudski Vrt
Landstræner: Matjaz Kek
Anfører: Robert Koren
Viceanfører: Ikke angivet
Stjerne: Milivoje Novakovic, Samir Handanovic, Bostjan Cesar
Talenter: Haris Vuckic, Jan Koprivec, Rene Krhin
Største klubber: Maribor, Rudar Velenje, Koper
Liganiveau: 7
Bedste række: PrvaLiga Telekom Slovenije
Placering på verdensranglisten: 54
Udviklingsstadie: Udviklingsland
Vigtighed af kampe: Vigtig
Økonomisk faktor: 15
Rivaler: Kroatien

U.S.A.
Nationalstadion: USA har ikke et fast national-stadion
Landstræner: Bob Bradley
Anfører: Carlos Bocanegra
Viceanfører: Landon Donovan
Stjerne: Oguchi Onyewu, Landon Donovan, Tim Howard
Talenter: Freddy Adu, Jozy Altidore, Bill Hamid
Største klubber: Los Angeles, New York, D.C. United
Liganiveau: 10
Bedste række: Major League Soccer
Placering på verdensranglisten: 11
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Ikke væsentlige
Økonomisk faktor: 20
Rivaler: Mexico, Canada, Cuba


GRUPPE D
Australien
Nationalstadion: Australien har ikke et fast national-stadion
Landstræner: Pim Verbeek
Anfører: Harry Kewell
Viceanfører: Ikke angivet
Stjerne: Tim Cahill, Harry Kewell, Mark Bresciano
Talenter: James Troisi, Mathew Leckie, Kofi Danning
Største klubber: Melbourne Victory FC, Gold Coast United, Sydney FC
Liganiveau: 10
Bedste række: Hyundai A-League
Placering på verdensranglisten: 14
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Vigtig
Økonomisk faktor: 19
Rivaler: New Zealand, England, Japan

Ghana
Nationalstadion: Ghana har ikke et fast national-stadion
Landstræner: Milovan Rajevac
Anfører: Stephen Appiah
Viceanfører: John Mensah
Stjerne: Michael Essien, Sulley Muntari, Stephen Appiah
Talenter: Mark Sekyere, Daniel Opare, Ransford Osei
Største klubber: Kotoko, AshantiGold, Hearts of Oak
Liganiveau: 7
Bedste række: Ingen divisioner i spillet
Placering på verdensranglisten: 33
Udviklingsstadie: U-land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 9
Rivaler: Nigeria, Cameroun, Elfenbenskysten

Serbien
Nationalstadion: Stadion FK Crvena Zvezda, Belgrade (54.000)
Landstræner: Radomir Antic
Anfører: Dejan Stankovic
Viceanfører: Nemanja Vidic
Stjerne: Nemanja Vidic, Dejan Stankovic, Milos Krasic
Talenter: Nemanja Matic, Adem Ljajic, Marko Milinkovic
Største klubber: Red Star, Partizan, Vojvodina
Liganiveau: 9
Bedste række: Jelen SuperLiga
Placering på verdensranglisten: 13
Udviklingsstadie: Udviklingsland
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 13
Rivaler: Kroatien, Bosnien

Tyskland
Nationalstadion: Tyskland har ikke et fast national-stadion
Landstræner: Joachim Löw
Anfører: Michael Ballack
Viceanfører: Ikke angivet
Stjerne: Michael Ballack, Philipp Lahm, Mario Gómez
Talenter: Richard Sukuta-Pasu, Toni Kroos, Lars Bender, Maxim Choupo-Moting
Største klubber: Bayern München, Werder Bremen, Schalke 04
Liganiveau: 17
Bedste række: Bundesliga
Placering på verdensranglisten: 4
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 20
Rivaler: Holland, England, Italien


GRUPPE E
Cameroun
Nationalstadion: Stade Omnisports Ahamadou Ahidjo, Yaoundé (52.000)
Landstræner: Paul Le Guen
Anfører: Samuel Eto’o
Viceanfører: Rigobert Song
Stjerne: Samuel Eto’o, Alex Song, Jean Il Makoun
Talenter: Nicolas N’Koulou, Gaëtan Bong, Henri Bienvenu
Største klubber: Coton Sport, Tiko, Union Douala
Liganiveau: 6
Bedste række: Ikke angivet
Placering på verdensranglisten: 29
Udviklingsstadie: U-land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 8
Rivaler: Gabon

Danmark
Nationalstadion: Parken, København (34.000)
Landstræner: Morten Olsen
Anfører: Jon Dahl Tomassson
Viceanfører: Martin Jørgensen
Stjerne: Daniel Agger, Christian Poulsen, Simon Kjær, Thomas Sørensen og Nicklas Bendtner
Talenter: Christian Eriksen, David Boysen, Thomas Delaney og Nicolai Boilesen
Største klubber: FC København, Brøndby, OB og AaB
Liganiveau: 10
Bedste række: SAS Ligaen
Placering på verdensranglisten: 16
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 17
Rivaler: Tyskland, Sverige og Norge

Holland
Nationalstadion: Amsterdam ArenA, Amsterdam (51.628)
Landstræner: Bert van Marwijk
Anfører: Giovanni van Bronckhorst
Viceanfører: Ikke angivet
Stjerne: Arjen Robben, Wesley Sniejder, Robin van Persie
Talenter: Leroy Fer, Gergionio Wijnaldum, Luc Castaignos
Største klubber: PSV, Ajax, Feyenoord, AZ
Liganiveau: 13
Bedste række: Eresdivisie
Placering på verdensranglisten: 3
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 19
Rivaler: Belgien, Tyskland

Japan
Nationalstadion: National Stadium, Tokyo (50.339)
Landstræner: Ikke angiver
Anfører: Ikke angivet
Viceanfører: Ikke angivet
Stjerne: Takayuki Morimoto, Shunsuke Nakamura, Keisuke Honda
Talenter: Ingen
Største klubber: Antlers, Frontale, Urawa Reds, Gamba
Liganiveau: 11
Bedste række: J-League 1
Placering på verdensranglisten:
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Vigtig
Økonomisk faktor: 19
Rivaler: Sydkorea, Kina, Nordkorea


GRUPPE F
Italien
Nationalstadion: Italien har ikke et fast national-stadion
Landstræner: Marcello Lippi
Anfører: Fabio Cannavaro
Viceanfører: Gianluigi Buffon
Stjerne: Gianluigi Buffon, Andrea Pirlo, Daniele De Rossi
Talenter: Federico Macheda, Ettore Mendicino, Davide Santon
Største klubber: Inter, Juventus, Milan
Liganiveau: 17
Bedste række: Serie A
Placering på verdensranglisten: 5
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 15
Rivaler: Sydkorea, Frankrig, Tyskland

New Zealand
Nationalstadion: North Harbor Stadium, Auckland (25.000)
Landstræner: Ricki Herbert
Anfører: Ryan Nelsen
Viceanfører: Tim Brown
Stjerne: Ryan Nelsen, Chris Killen, Simon Elliott
Talenter: Chris Wood, Cameron Lindsay, Michael Boxall
Største klubber: Waitakere United, Auckland City
Liganiveau: 4
Bedste række: New Zealand Football Championship
Placering på verdensranglisten: 100
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Ikke vigtig
Økonomisk faktor: 16
Rivaler: Australien

Paraguay
Nationalstadion: Defensores del Chaco, Asunción (36.000)
Landstræner: Gerardo Martino
Anfører: Edgar Barreto
Viceanfører: Julio César Cáceres
Stjerne: Roque Santa Cruz, Julio César Cáceres, Justo Villar, Edgar Berrato
Talenter: Samuel Cáceres, Juan Gabriel Maldonado
Største klubber: Libertad, Cerro Porteño, Olimpia
Liganiveau: 9
Bedste række: Paraguay First Division
Placering på verdensranglisten: 23
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtige
Økonomisk faktor: 8
Rivaler: Uruguay, Bolivia

Slovakiet
Nationalstadion: Tehelne Pole, Bratislava (29.887)
Landstræner: Vladimir Weiss
Anfører: Marek Hamsik
Viceanfører: Martin Skrtel
Stjerne: Marek Hamsik, Martin Skrtel, Filip Holosko
Talenter: Vladimir Weiss, Lubos Kamenar, Miroslav Stoch, Juraj Kucka
Største klubber: Slovan Bratislava, Zilina
Liganiveau: 8
Bedste række: Corgoň Liga
Placering på verdensranglisten: 45
Udviklingsstadie: Udviklingsland
Vigtighed af kampe: Vigtig
Økonomisk faktor: 15
Rivaler: Tjekkiet


GRUPPE G
Brasilien
Nationalstadion: Brasilien har ikke et fast national-stadion
Landstræner: Dunga
Anfører: Lúcio
Viceanfører: Gilberto Silva
Stjerne: Kaká, Júlio César, Maicon
Talenter: Renan, Rafael, Sídnei
Største klubber: São Paulo, Flamengo, Corinthians
Liganiveau: 14
Bedste række: Campeonato Brasileiro Série A
Placering på verdensranglisten: 1
Udviklingsstadie: Udviklingsland
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 16
Rivaler: Argentina, Uruguay, Paraguay

Elfenbenskysten
Nationalstadion: Stade Félix Houphouet-Boigny, Abidjan (45.000)
Landstræner: Vahid Halilhodzic
Anfører: Didier Drogba
Viceanfører: Didier Zokora
Stjerne: Didier Drogba, Kolo Touré, Yaya Touré
Talenter: Thierry Doubai, Lacina Traoré, Serge Aurier
Største klubber: ASEC, Africa Sports
Liganiveau: 6
Bedste række: Ikke angivet
Placering på verdensranglisten: 20
Udviklingsstadie: U-land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 8
Rivaler: Nigeria, Burkina Faso, Cameroun

Nordkorea
Nationalstadion: May Day Stadium, Pyongyang (145.000)
Landstræner: Kim Myong-Song
Anfører: Ikke angivet
Viceanfører: Ikke angivet
Stjerne: Hong Yong-Jo, Lee Kwan-Myong
Talenter: Kim Kum-Il, Ri Kwang-Il, Cho Myong-Ho
Største klubber: April 25, Rimyonsgu, Pyongyang City, Amrokgang
Liganiveau: 3
Bedste række: North Korean Football League
Placering på verdensranglisten: 90
Udviklingsstadie: U-land
Vigtighed af kampe: Ikke væsentlig
Økonomisk faktor: 3
Rivaler: Sydkorea, Japan, Kina

Portugal
Nationalstadion: Estádio Nacional, Lisbon (51.000)
Landstræner: Carlos Queiroz
Anfører: Cristiano Ronaldo
Viceanfører: Ricardo Carvalho
Stjerne: Cristiano Ronaldo, Ricardo Carvalho, Deco
Talenter: Fabio Coentrão, Adrien, João Pereira
Største klubber: Porto, Benfica, Sporting CP
Liganiveau: 14
Bedste række: Liga Sagres
Placering på verdensranglisten: 17
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 14
Rivaler: Spanien, Frankrig


GRUPPE H
Chile
Nationalstadion: Nacional, Santiago (67.765)
Landstræner: Marcelo Bielsa
Anfører: Claudio Bravo
Viceanfører: Waldo Ponce
Stjerne: Jorge Valdivia, Matías Fernández, Alexis Sanchéz
Talenter: Arturo Vidal, Nicolás Medina, Carlos Labrín
Største klubber: Colo Colo, Universidad de Chile, Universidad de Católica
Liganiveau: 10
Bedste række: Campeonato Nacional BancoEstado
Placering på verdensranglisten: 21
Udviklingsstadie: Udviklingsland
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 16
Rivaler: Argentina, Bolivia, Peru

Honduras
Nationalstadion: Norte e Sur, Tegucigalpa (50.000)
Landstræner: Reynaldo Rueda
Anfører: Ikke angivet
Viceanfører: Ikke angivet
Stjerne: David Suazo, Maynor Figueroa, Wilson Palacios
Talenter: Anthony Lozano, Christian Martínez
Største klubber: Olimpia, Marathón, Motagua
Liganiveau: 6
Bedste række: Liga Nacional
Placering på verdensranglisten: 42
Udviklingsstadie: U-land
Vigtighed af kampe: Vigtig
Økonomisk faktor: 8
Rivaler: El Salvador, Guatemala, Costa Rica

Schweiz
Nationalstadion: Stade de Suisse Wankdorf, Bern (32.000)
Landstræner: Ottmar Hitzfeld
Anfører: Alexander Frei
Viceanfører: Ludovic Magnin
Stjerne: Diego Benaglio, Tranquillo Barnetta, Gökhan Inler
Talenter: Nassim Ben Khalifa, Yann Somme, Valentin Stocker
Største klubber: Basel, Young Boys, Zürich
Liganiveau: 11
Bedste række: Axpo Super League
Placering på verdensranglisten: 15
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Vigtig
Økonomisk faktor: 18
Rivaler: Italien, Østrig, Tyskland, Frankrig

Spanien
Nationalstadion: Spanien har ikke et fast national-stadion
Landstræner: Vicente del Bosque
Anfører: Iker Casillas
Viceanfører: Carles Puyol
Stjerne: Iker Casillas, Andrés Iniesta, Fernando Torres
Talenter: Sergio Asenjo, Sergio Canales, David De Gea
Største klubber: Barcelona, Real Madrid
Liganiveau: 18
Bedste række: LIGA BBVA
Placering på verdensranglisten: 2
Udviklingsstadie: Udviklet land
Vigtighed af kampe: Meget vigtig
Økonomisk faktor: 18
Rivaler: Italien, Frankrig, Portugal

Brian Clough – spilleren
Brian Clough var ikke blot stor som manager. Som spiller var han intet mindre end en målmaskine. Den aktive karriere, der varede i 9 år, gik over hans første professionelle kontrakt med hjembyen stolthed, Middlesbrough og sluttede i Sunderland.

Brian Clough kom til Middlesbrough i 1955, og skrev sin første professionelle kontrakt i maj 1956. Han måtte dog vente endnu tre år, før han opnåede sin debut. Det skete i en ligakamp mod Barnsley, hvor Middlesbrough led af et stort skadesfravær. Clough fik øjeblikkelig succes, og i løbet af tre sæsoner tilkæmpede han sig en fast plads på holdet, og var i de tre sæsoner topscorer for klubben. Bl.a. scorede han fem mål i åbningskampen i sæsonen 1958/59 mod Brighton, en kamp M’Boro vand 9-0 og stadig står som den største sejr i klubbens historie. Middlesbrough lå på den tid i 2. division, dengang det var næstbedste række, og det var ikke nok for Clough. Han ville videre i karrieren, men først i juli 1961 lykkedes det og han indgik en aftale med Sunderland, der måtte betale £45.000 for Clough. Igen fortsatte Clough med at score mål på samlebånd.

På Boxing Day, d. 25. december, 1963, stødte han sammen Burys målmand. Dette sammenstød ødelagde Cloughs karriere, og i sommeren 1964 takkede han af, og opnåede således kun at være professionel i 8 år. Dette gjorde også, formentligt sammen med det faktum, at han var relativt længe om at komme videre fra 2. divisions-klubben Middlesbrough, at han ikke opnåede mere end 2 landskampe for England, sjovt nok begge to i 1959, mens han stadig spillede i 2. division. I løbet af hans karriere, nåede han sammenlagt at score 251 mål i 274 kampe.

Brian Clough – manageren
Efter skaden, og farvellet til den aktive karriere, indledte Brian Clough en måske endnu mere glorværdig karriere indenfor fodbolden: Som manager. Efter skaden blev han kortvarigt ansat som en del af trænerstaben i Sunderland. Som sagt varede det engagement kun kortvarigt, og kort tid efter, i oktober 1965, blev han tilbudt, og accepterede, jobbet som manager for 4. divisions-klubben Hartlepool United. Han fik følgeskab af en god ven fra tiden i Middlesbrough, Peter Taylor, der fungerede som Cloughs assistent. De to satte gang i klubben, men inden klubben rykkede op i 1968, havde Brian Clough og Peter Taylor, i maj 1967, forladt klubben til fordel for Derby County.

Derby County var på daværende tidspunkt en midterklub i 2. division, men det skulle Brian Clough snart få rettet op på. Faktisk fik han rettet så meget op klubben, at den i 1969 rykkede op i den bedste række, hvor den ikke havde befundet sig siden før 2. verdenskrig. Næste skridt for Clough var at få stabiliseret klubben i 1. division og det gik så stærk, at klubben, i 1972, kunne fejre sit første mesterskab nogensinde. Dette viste for første gang et glimt af Cloughs managerpotentiale. Snart skulle resten af potentialet vise sig. Klubben skulle dermed deltage i den Europæiske Mesterholdsturnering, datidens svar på Champions League. Igen viste Clough sine evner, og førte holdet frem til semifinalen, hvor det blev til et samlet nederlag til Juventus på 3-1.

Desværre skulle alt ikke fortsætte godt for Derby og Clough. Han forlod i oktober1973, sammen med Peter Taylor, Derby pga. et skænderi med formanden for klubben, Sam Longson, noget som Derbys fans selvfølgeligt ikke brød sig om. Livet måtte dog gå videre for Clough, og en måned senere accepterede han at overtage manager-jobbet i 3. divisions-klubben Brighton Hove & Albion. Dette var noget af et scoop for den lille klub, og alle i klubben var naturligvis glade og i ekstase. Glæden varede dog kort, for i sommeren 1974 forlod han klubben igen. Denne gang overtog han det ledige manager-sæde i Leeds United. Han skulle afløse den store Leeds-legende Don Revie, der var blevet ansat som engelsk landstræner. Desværre for Clough, eller måske nærmere klubben Leeds, så kunne spillerne i truppen ikke acceptere Brian Cloughs stil, og efter blot 44 dage i det varme sæde var det slut.

Denne gang skulle der gå 4 måneder for Clough fandt et nyt arbejde: Nottingham Forest. Han overtog et hold, der som Derby, lå i midten af 2. division og fik igen brug for alle sine talenter. Efter 2½ sæson i klubben, sikrede han oprykningen til 1. division. Endnu engang havde han ført et middelmådigt 2. divisions-hold op i den øverste række inden for relativt kort tid. Denne gang tog det dog blot en enkelt sæson at føre en oprykker til mesterskabet. Efter oprykningen i 1977 blev det til et mesterskab i 1978. Klubbens første nogensinde. Brian Clough var dermed den blot anden manager der havde gjort to forskellige klubber til mester.

Igen skulle Clough og hans klub ud i Europa og deltage i Mesterholds-turneringen, og denne gang skulle han opnå det, han var så tæt på med Derby 6 år senere i 1973: At vinde turneringen. Med en finalesejr over Malmö FF i 1979 og over Hamburger SV i 1980, lykkedes det ham sågar, at føre Forest til to titler i træk i mesterholdenes turnering. Dermed havde han ført Forest fra middelmådighed til storhed og til at være en af verdens bedste klubber på blot 5 år.

Desværre for klubben, slog nogle store spiller-investeringer, efter de store triumfer, fejl og i 1982 endte klubben i den nederste halvdel af ligaen for første gang siden Clough kom til klubben. Samme år forlod Peter Taylor Forest, hvortil han var komme til som assistent for Clough i 1976, for at trække sig helt tilbage. Året efter gjorde denne dog comeback som manager for Derby, men ved at ”stjæle” nogle spillere hos Forest, bl.a. mens Clough var på ferie, ødelagde han deres mangeårige venskab.

Tiden gik og det samme gjorde bunden på Forests økonomiske tank. Forest opbyggede en dårlig økonomi i midt 80’erne, og fra den sidste titel i mesterholdenes turnering i 1980, kørte det jævnt ned ad bakke for klubben. I starten af halvfemserne, opnåede Brian Clough og Forest dog lidt succes med titler i et par små pokal-turneringer samt en finale i FA Cup’en i 1991, som man dog tabte til Tottenham. Clough havde endnu engang bygget et godt hold op, og han nåede i 1992 at komme i FA Cup kvartfinalen og at komme i finalen i Liga Cup’en samme år.

Desværre for Clough og Forest, kunne de ikke holde stand. I sæsonen 1992-93 måtte de give fortabt og indse at nedrykning var en realitet. Dermed endte et 18-årigt forhold mellem en klub og dens manager også. Brian Clough trak sig tilbage fra fodbolden, desværre med en negativ oplevelse som sidste indtryk. En stor managerkarriere var slut!

Brian Clough – personen
Personen Brian Clough, kan bedst beskrives med et ord: Kontroversiel! Han er en mand der har en mening om alt, og ofte er den kontroversiel. Da han samtidigt, via sin lange karriere indenfor fodbold, ofte bliver brugt som kommentator i såvel tv som aviser, er han en mand hvis meninger altid vil skabe debat. Med hans arbejderbaggrund, er han samtidigt en mand, den enkelte englænder havde nemt ved at bruge som forbillede og identificere sig med, hvilket igen gør ham endnu mere populær og respekteret, på trods af hans kontroversielle stil.

Brian Clough opnåede gennem sin karriere en par øgenavne, og det mest kendte af disse er Old Big Head. Det var øgenavn han tjente, pga. hans kontroversielle stil, hvor han dels ikke var bange for at sige sin mening, og dels ofte kunne fremstå som en der havde lidt for høje tanker om sig selv. Selvom han også besad en del ironi, var der ikke mange der var i tvivl om at han mente det da han efter karrierestoppet udtale: ”I wouldn’t say I was the best manager in the business. But I was in the top one.” Dette er en typisk Brian Clough kommentar.

At han var klar over mediernes stigende betydning, og den måde man kunne bruge dem på til at komme ud med sit budskab, og skabe positiv omtale for én selv og den klub man tilhører, skal der ikke herske tvivl om. Efter manager-karrieren startede han firmaet The Clough Academy for Learning Media-skills (CALM), hvor man fokuserede på fem punkter i ”pensummet”:

• Kun svare på det spørgsmål man har lyst til.
• Tyrannisere intervieweren til denne har lyst til at græde.
• Passende brug af sætningen: ”Now then young man”.
• Nedgøre enhver repræsentant for ethvert medie under 50.
• Rigelig indtagelse af rødvin.

Faktisk skulle store managers som Sir Alex Ferguson og Gordon Strachan have været skrevet på til dette kursus, hvilket igen siger noget om den respekt Brian Clough har nydt og stadig nyder, rundt omkring i fodboldverdenen.

Som manager var han kendt som en stor motivator og hans fodboldfilosofi var enkel: Angrebsorienteret med hurtigt pasningsspil langs jorden. Hans stil var hård, nogen ville sige brutal, men altid ærlig. Desværre fik han i de sidste år af hans karriere problemer med afhængighed af alkohol. Dette var uden tvivl en medvirkende årsag til Forests nedtur og nedrykning til 1. division. Selv udtaler han: ”On reflection, I'm sure the drink clouded my judgment during that final, fateful season in management when I took Nottingham Forest down.”

Alt dette ødelægger dog ikke et billede af en fantastisk manager, med en fantastisk evne til at motivere sine spillere, og at få det optimale ud af spillere der var mærket som “Gennemsnitsspillere”. En stor personlighed indenfor fodbolden, der altid kunne skabe debat, og altid være en manager man husker. Den bedste manager England aldrig havde.

Berømte citater
"If God had wanted us to play football in the clouds, he’d have put grass up there." Brian Clough om vigtigheden af pasningsspil langs jorden.

"I can’t even spell spaghetti, never mind talk Italian. How could I tell an Italian to get the ball – he might grab mine." Clough om tilstrømningen af udlændinge I den engelske liga.

"I wouldn’t say I was the best manager in the business. But I was in the top one." Clough der ser tilbage på sin succes.

"I only ever hit Roy the once. He got up so I couldn't have hit him very hard." Om hans behandling af Roy Keane.

CV
Engelske mesterskaber: 2. Derby i 1971-72 og N.Forest i 1977-78.
Liga Cup-vinder: 4. 1977-78, 1978-79, 1988-89 og 1989-90, alle med N.Forest.
Europæiske Mesterholdsturnering: 2. 1978-79, 1979-80, begge med N.Forest.
Europæiske Super Cup: 1. N.Forest i 1979-80.

Derudover opnåede han 24 priser som manager deriblandt prisen som Årets Manager i 1978.

Fernando Torres har været genstand for mange rygter den seneste tid, op til sommerens transfervindue. Rygterne er især taget til efter Liverpool ikke var i stand til at kvalificere sig til nogen europæiske turneringer næste sæson.

De sidste mange uger har forskellige medier derfor sendt Torres til adskillige klubber, dog er det Manchester City og Chelsea der løber flest rygter omkring og det er da ikke utænkeligt at et sådan skifte kan blive en realitet indenfor en overskuelig fremtid.

Spørgsmålet er så bare: Hvilken klub skal Fernando Torres tage til, hvis valget står mellem Manchester City og Chelsea? I hvilken klub ville han få mest personlig hæder? I hvilken klub ville han vinde flest trofæer?
Der er vel kun en måde at finde ud af det på – nemlig ved at hive fat i det mest realistiske managerspil til dato: Football Manager 2010!

Jeg har oprettet to scenarier via editoren, hvori Torres i det ene er skiftet til Chelsea, mens han i det andet er skiftet til Manchester City. Så er det blot at sammenligne, og se hvad der giver den bedste karriere for den tekniske spanier.

Chelsea-scenariet
Lad os slå fast med det samme, at Torres er en ganske loyal spiller. Han skifter ikke blot klub fra den ene sæson til den anden, og han skaber sig et tilhørsforhold til de klubber han havner i. Sådan er det i hvert fald i FM, og det er noget der sætter sit præg hvis Torres skulle skifte til Chelsea.

I Chelsea-scenariet skriver Torres nemlig kontrakt med London-klubben d. 1. juli 2009, og bliver i klubben indtil han trækker sig tilbage fra fodboldens verden som 38-årig efter afslutningen på sæsonen 2020-21. Inden han stopper den aktive fodboldkarriere, når han da også at få Chelsea som favoritklub sammen med Liverpool og Atletico Madrid, og han danner tætte venskaber med bl.a. manager Ancelotti og 4 holdkammerater.

Spillemæssigt fungerer Torres godt i Chelsea, da manager Ancelotti sværger til en 4-4-2 diamant-opstilling og Torres dermed får en makker i front, der sammen med den offensive midtbane kan fodre ham med bolde i fødderne hvor han er fænomenal.
En anden faktor der gør, at tiden i Chelsea bliver god for Torres er, at Ancelotti formår at skabe positive resultater i klubben, og dermed forbliver manager på Stamford Bridge resten af Fernandos karriere, så der ikke konstant kommer skiftende trænere der har hver deres favoritangribere. Apropos favoritter, så fik Ancelotti allerede efter 2 sæsoner Torres som sin favoritspiller, hvilket selvfølgelig har smittet af på tiltroen gennem Fernandos karriere i klubben.

I Chelsea befinder Torres sig som nævnt godt, men alligevel kommer der skår i glæden, ved at han render ind i mange skader, hvoraf flere af dem er langvarige på mellem 4 og 6 måneder. Det gør også at han får svært ved at opretholde et højt niveau, hvilket han dog alligevel formår. Spørgsmålet er så bare, om han ville kunne have gjort det endnu bedre, hvis ikke han var rendt ind i de skadesproblemer.

I løbet af sine 13 sæsoner i klubben, formår Fernando Torres at gøre det fremragende. Han ender med alt i alt at spille 350 kampe for Chelsea, i hvilke han scorer intet mindre end 222 mål. Det svarer til 0,6 mål pr. kamp, hvilket må siges at være et ganske fornuftigt snit.

Tiden i Chelsea bringer også titler med sig til Torres, og ganske mange af dem. Det eneste mulige trofæ han mangler i Chelsea, bliver faktisk en Champions League-sejr. En enkelt gang formår holdet at komme i finalen, men må nøjes med sølvmedaljerne, så pokalskabet på Stamford Bridge stadig er uden den med de store ører.
Personlig hæder opnår Torres også, men den største ære – Verdens bedste fodboldspiller – bliver han dog aldrig kåret til. På trods af 7 gange at blive en af de spillere der kunne stemmes på, kommer han aldrig så meget som i top 3.



Manchester City-scenariet
I Manchester City viser Torres også sin store loyalitet, idet han ender med at spille 11 sæsoner i klubben, inden han vælger at slutte karrieren af i Spanien som 37-årig, med en enkelt sæson i Racing.

I Manchester befinder Torres sig tilsyneladende godt, men ikke umiddelbart helt ligeså godt som i Chelsea. Han får ikke klubben som en af sine favorit-klubber, og han knytter heller ikke venskaber med nogen fra klubben. Samtidig spiller manager Mancini med blot en enkelt angriber, hvilket gør at der bliver hård konkurrence mellem Tevez og Torres, der både er med til at udvikle spanieren, men som samtidig også gør, at han ikke er sikret spilletid hver gang.
Ligesom i Chelsea, er tiden i Manchester meget plaget af skader for spanieren, hvilket begrænser hans muligheder for at leve fuldt ud op til sit potentiale. Igen bliver tingene nemlig besværliggjort af Mancinis dedikation til blot at spille med 1 angriber på toppen, så i Torres’s skadespauser, får konkurrenterne i al almindelighed, og Carlos Tevez i særdeleshed, mulighed for at vinde pladsen til ejerskab.

Problemerne med at vinde spilletid gør, at Torres ”kun” får spilletid i 208 kampe fordelt over de 11 sæsoner i Manchester City, mens han netter 132. Det giver et snit på 0,6 mål pr. kamp, hvilket er det samme som i Chelsea. I Manchester City holder Torres altså et pænt snit, men begrænses i sin fulde udfoldelse grundet skader og konkurrence på pladsen som angriber.

I Chelsea-scenariet formår Torres at hjælpe klubben til masser af titler. I City formår Torres også at skaffe masser af mesterskaber til klubben, men udover det vinder han faktisk ikke andet end Community Shield med City, og en enkelt gang kommer klubben i finalen i Champions League som de dog taber. Alt i alt er høsten af pokaler for ”The Citizens” altså begrænset i denne periode, i hvert fald hvis man ser i forhold til Chelsea-scenariet hvor Torres kommer frem til langt flere trofæer.

I City er der, ligesom i Chelsea, personlig hæder at hente for Fernando. Han bliver adskillige gange en af de spillere man kan stemme på som verdens bedste fodboldspiller, men kommer aldrig i nærheden af at vinde æren. Derimod bliver han en enkelt gang kåret til English Player’s Player of the Year, i sæsonen 2016/17.

Efter at have tørnet ud for City i 11 sæsoner, bliver han d. 4. juli 2020 fritstillet af klubben, hvilket Racing i den bedste spanske række benytter sig af, og signer Torres. En enkelt sæson bliver det til for Torres hos Racing, hvor han dog er meget skadet, og hans niveau er også faldet væsentligt med alderen, så det bliver ikke til andet end 16 kampe og 6 mål for spanierne, inden Torres vælger at trække sig tilbage som aktiv fodboldspiller.



Konklusion
Hvis vi tager et kig på statistikken over trofæer der er at hente for Fernando Torres i fremtiden, bliver det noget nemmere for os, at konkludere på hvor han vil komme til at befinde sig bedst:

	Chelsea	Manchester City
Kampe	350	208
Mål	222	132
Average rating	7,5	7,5
Mesterskaber	4	4
FA Cup vinder	2	0
League Cup vinder	1	0
Champions League vinder	0	0
UEFA Cup vinder	1	0
Community Shield vinder	4	4
Europæisk Super Cup	1	0

Det viser sig tydeligt, at Torres kommer til at score flest mål, spille flest kampe og hente klart flest trofæer, hvis han vælger at skrive under med Chelsea. Ser man samtidig personligt på det, virker det også som om det er i Chelsea Torres vil komme til at befinde sig bedst, i og med at klubben i spillet bliver en af hans yndlingsklubber, samtidig med at flere fra holdet bliver hans nære venner.

Skulle FM 2010 derfor give Fernando Torres et godt råd ville det helt sikkert være: Skift til Chelsea og nyd de mange trofæer!

Hristo Stoichkov
Hristo Stoichkov, uden tvivl Bulgariens bedste fodboldspiller nogensinde, blev født den 8. februar 1966 i Bulgariens næststørste by Plovdiv. Hristos far spillede selv fodbold som målmand på et lokalt hold, og hans mor beskrev Hristo som en dreng der voksede op med en fodbold ved fødderne. Hristo startede i klubben som bolddreng til faderens kampe, men allerede som 10-årig var det tydeligt at talentet rakte til mere, og han begyndte at spille for holdet. Efter at være ”uddannet” fodboldmæssigt i klubben, var der ingen professionelle klubber der endnu havde fået øjnene op for den unge spiller, så han rykkede videre til et andet lokalt hold, Hebar, i 1984. I Hebar skulle Stoichkov ikke bruge lang tid på at gøre sig bemærket, og blot et år efter ankomsten til klubben, havde storklubben CSKA Sofia opdaget den unge stjerne, og skrev med det samme kontrakt med ham.

CSKA Sofia (1986 – 90)
Hristo Stoichkov gjorde sig bemærket i storklubben fra start, og allerede i hans første sæson, var han med til at vinde mesterskabet og pokalturneringen. Året efter kom holdet igen i finalen i pokalturneringen hvor man mødte rivalerne fra Levski Sofia. Tændingen var helt i top, og Stoichkov holdt sig ikke tilbage, hvilket resulterede i et masseslagsmål mellem spillerne, der udløste en livsvarig karantæne fra fodbold til alle spillerne fra CSKA. Et år efter beslutter det bulgarske fodboldforbund dog at straffen måske var lige overdrevet nok, og de tillader spillerne at vende tilbage til professionel fodbold.

Stoichkov spiller i starten efter comebacket defensiv midtbane, hvilket han faktisk klarer rigtig godt, og er en stor faktor i, at CSKA vinder mesterskabet i 1987. Samme år bliver han udtaget til landsholdet for første gang, men er ikke i stand til at føre holdet succesfuldt gennem kvalifikationen til EM 88.

Træneren for CSKA finder ud af, at Stoichkovs evner måske er spildte på den defensive midt, og han bliver derfor rykket frem i et 3-mands angreb, hvilket med det samme giver pote. Stoichkov laver målrekord for den bedste bulgarske række med 23 mål i 1989, og han er med til at føre CSKA til semifinalerne i Cup Winners Cup. Her møder holdet mægtige FC Barcelona, som uden problemer går i finalen, men Stoichkov formår at skille sig ud som en af de bedre spillere på banen, og scorer i begge opgør mod spanierne. Barcelonas træner Cruyff kan ikke undgå at ligge mærke til den bulgarske angriber, og han sørger for at skrive kontrakt med ham, i det samme hans kontrakt med CSKA løber ud i 1989.

FC Barcelona (1990 – 95)
Stoichkov blev med det samme en vigtig del af deres ”Dream Team” der bl.a. havde danske Michael Laudrup som en anden stor stjerne. 4 sæsoner i træk var Stoichkov med til at vinde det spanske mesterskab (91-94) og i disse sæsoner formåede han at scorer over 100 mål for klubben, der også udløste et Champions League-trofæ. Hans temperament var dog ikke blevet mindre siden tiden i Bulgarien, hvilket blandt andet udløste 6 mdr. karantæne, da en dommer viste ham det røde kort, hvorefter Stoichkov takkede ved at trampe på dommerens fod.

Netop Stoichkovs temperament gjorde at han skilte sig noget ud fra sine holdkammerater i Barcelona, der var store teknikere, kæmpede for hinanden og udadtil virkede meget sympatiske. Stoichkov var helt anderledes. Han jagtede ikke bolden i det defensive arbejde, men sparede kræfterne til når holdet var i boldbesiddelse og han fik chance for at score. Samtidig brokkede han sig højlydt over både medspillere, modspillere og dommere. Denne aggressive stil var dog også med til at skræmme forsvarsspillerne, hvilket gav Stoichkov lige præcis den plads han skulle bruge for at sende bolden i nettet.

Samtidig med bedrifterne i Spanien, blev Stoichkov styrmanden på det bulgarske landshold, der i disse år oplevede sin ”gyldne periode”. I 1994 udløste dette en deltagelse ved VM for første gang nogensinde. Stoichkov spillede helt suverænt, og blev turneringens topscorer, hvilket i høj grad var med til at skaffe landet hele vejen til en overraskende Semifinale, hvor man dog tabte til Italien. Inden da, havde man bl.a. elimineret Argentina og Tyskland.

Parma (1995 – 96)
Stoichkovs succes i Barcelona og ved VM, gjorde at alverdens europæiske storklubber indledte en jagt på bulgaren. Alle ville have hans underskrift, og da der løb rygter om kontroverser mellem Hristo og Barca-træner Johan Cruyff, varede det ikke længe før Stoichkov tog til Parma for at prøve sin lykke i Italien.

Det blev dog aldrig til det store eventyr i Italien, idet Stoichkov og Zola ikke kunne komme overens. 2 så store stjerner der splitter et hold ad kan kun ende med et farvel til den ene, og det kunne ikke blive fan-favoritten Zola der blev tvunget ud. Efter blot en enkelt sæson i Parma kunne Stoichkov derfor benytte sin returbillet til Spanien, hvor han vendte tilbage til mægtige Barcelona.

FC Barcelona (1996-1998)
I Catalonien var Stoichkov stadig elsket af fansene, og hans anden tid i Spanien startede da også fornuftigt med masser af titler til Barcelona, heriblandt mesterskabet og Europa cuppen. Det gik dog stille og roligt nedad bakke for den aldrende stjerne, idet træner Van Gaal gjorde mere og mere brug af den unge stjerne Ronaldo. Til sidst måtte Stoichkov se sig henvist til bænken, hvilket han bestemt ikke var tilfreds ned. Han begræd det derfor ikke, da han i 1997 blev udlånt til Saudi-Arabiske Al Nasr.

Samtidig med den efterhånden omskiftelige tilværelse, blev det også en rodet affære for Stoichkov og det bulgarske landshold. Ved EM-slutrunden 96, skulle man fortsætte de gode takter fra VM 94, men dette blev aldrig tilfældet da man røg ud allerede efter indledende runde. Stoichkov formåede dog at score i samtlige af landets kampe, men det var ikke nok til at redde træner Penev’s job. Han blev fyret lige efter slutrunden, og da han havde haft en tendens til at bruge spillere som han kendte fra sin tid som træner i CSKA, følte flere af spillerne nu, at deres position på holdet var truet. Flere spillere boykottede derfor landsholdet, inklusiv den største stjerne af dem alle: Hristo Stoichkov, der dog meldte sig klar igen til at spille for sit land, ved VM 1998.

VM-slutrunden 1998 skulle dog vise sig at blive endestationen for Bulgariens ”gyldne periode”. Balakov og Stoichkov, der indtil nu havde været perfekt sammenspillende på landsholdet, begyndte ifølge rygterne at gå hinanden på nerverne. Mest af alt skulle det være Balakov der var irriteret over Stoichkov, som han mente var en primadonna, der blot boykottede landsholdet i stedet for at kæmpe. Samtidig var det Balakov der fodrede Stoichkov med lækre afleveringer, men det var Stoichkov der rendte med al omtalen. Resultatet af de 2 stjerners rivalisering blev, at Bulgarien røg ud allerede efter indledende runde. Statistikker viste desuden bagefter, at der under denne slutrunde var afleveret ganske få gange mellem Stoichkov og Balakov, modsat tidligere tider.

Jordomrejsen (1998-2003)
Stoichkov hjalp Al Nasr til at vinde Cup Of Asia, bl.a. ved at score i finalen. Herefter var det dog igen tid til at rykke teltpælene op, og turen gik nu til yndlingsklubben CSKA i hjemlandet. Selvom fansene var lykkelige over at have deres stjerne tilbage, hjalp det ikke på resultaterne, da man måtte tage til takke med en 3. plads i ligaen.

Japanske Kashiwa Reysol var dog ligeglade med resultaterne for CSKA. De havde sat deres sigte på Stoichkov, og endte da også med at få ham til klubben. 28 kampe blev det til for Stoichkov i Japan, i hviulke han formåede at nette 13 gange. Herefter var det igen tid til at rykke videre, og som så mange andre aldrende stjerner i slutningen af 90’erne, blev det Major League Soccer i USA der tiltrak Stoichkov. Det amerikanske eventyr startede for Stoichkov i Chicago Fire, som han hurtigt gjorde til tophold i deres division, og herefter gik turen videre til DC United, hvor han samtidig fungerede som assisterende manager.

I december 2003 var det officielt slut med Stoichkovs aktive fodboldkarriere, men et endegyldigt farvel til fodbold skulle det dog ikke blive, idet Stoichkov med det samme tog rollen som manager til sig, og startede med det bulgarske landshold.

Manager Stoichkov (2004-2010)
Tiden som spillende assistent træner i DC United, gav Stoichkov et indblik i trænergerningen, der tilsyneladende tiltalte ham. Efter karrierens slutning, overtog han derfor med det samme jobbet som træner for det bulgarske landshold.

Hans aggressive temperament fra fodboldbanen havde dog ikke forladt ham, hvilket bl.a. resulterede i at han blev vist fra banen i en kamp hvor han havde svinet dommeren til, og på 2 år, trak 2 forskellige anførere sig fra landsholdet, pga. ”interne problemer” med Hristo.
Stoichkovs trænerkarriere skulle ikke vise sig at starte så succesfuldt som da han var spiller, idet holdet missede kvalifikationen til VM 2006, og da det også gik dårligt i kvalifikationen til EM 2008, valgte Stoichkov selv at trække sig som landstræner.

Stoichkov valgte nu at prøve lykken i det land han havde høstet så stor hæder, nemlig Spanien. Klubben der skulle føres an af den temperamentsfulde bulgarer var Celta Vigo, men fornøjelsen blev kort, idet Stoichkov med det samme fik klubben rykket ned, hvilket udløste en fyreseddel.

Herefter fulgte et par års pause for Stoichkov, inden han i 2009 valgte at vende tilbage som træner, dog i den mere upåagtede Sydafrikanske liga, for Mamelodi Sundowns. Allerede et år senere i marts 2010 var dette eventyr dog også slut, og hvor næste udfordring ligger for Stoichkov må stå hen i det uvisse…

Titler:

Bulgarsk Mesterskab 1987, 89 og 90 (CSKA Sofia)
Bulgarsk Cupvinder 1985, 87, 88 og 89 (CSKA Sofia)
Bulgarsk Supercup 1989 (CSKA Sofia)
Spansk Mesterskab 1991, 92, 93, 94 og 98 (Barcelona)
Spansk Super Cup 1992, 94 og 96 (Barcelona)
Europacuppen for Mesterhold 1992 (Barcelona)
Europæisk Supercup 1992 og 97 (Barcelona)
Copa Del Rey 1997 (Barcelona)
Cup Winners Cup 1997 (Barcelona)
Asiens Cup Winners Cup 1998 (Al Nassr)
US Open Cup 2000 (Chicago Fire)
Bulgarsk topscorer 1989 og 90
Europæiske Golden Boot 1989
Cup Winners Cup topscorer 1989
Europas bedste fodboldspiller 1994
VM topscorer 1994 (3 mål)
Bedste udenlandske spiller i La Liga 1994

Kender vi det ikke alle sammen? Vi har netop fundet en spiller som vi bare må have. Vi er en lille klub, og denne spiller vil helt klart blive vores stjerne men så: En storklub har fået øjnene op for samme spiller, byder på ham ligesom os, og så skal vi pludselig byde overdrevent mange penge i løn til spilleren, hvis vi vil have en chance for at få ham lokket væk fra topklubben.

Som mindre klub har man sjældent den store plads i lønbudgettet til at overbyde de store klubber i lønforhandlingerne, men dette kan også undgås med en smule tålmodighed.

Vi vælger FC København, der godt nok er den bedste danske klub, men vi vil være endnu bedre og derfor have fat i en stjerne til Superligaen. En sådan stjerne – i hvert fald i fremtiden – er Marc Mateu.

Vi byder 2,3 M pund der også bliver accepteret, men til vores store rædsel kan vi se at Real Madrid ligeledes har fået øjnene op for spilerens talent, og budt ca. samme beløb som os.

Begge beløb bliver accepteret af Levante, og vi skal nu i kontraktforhandling. Byder vi blot det Mateu ønsker i løn, kan vi være sikre på at Real byder ca. det samme, og så er der ingen chance for at vi får spilleren. Vi tilbyder derfor alt hvad vi har til rådighed, og håber det er nok til at lokke ham væk fra tanken om Real Madrid.

Mateu vælger pengene frem for storklubben, og vil gerne til FC København. Vi er dog godt klar over at det vil ødelægge vores budget hvis vi skriver en så stor kontrakt, så vi vælger at sige ”cancel” altså afbryde handlen.

Med det samme går vi dog ind og byder på Mateu en gang til, og tilbyder Levante samme beløb som før. Igen accepterer de, og Real Madrid har indset at de er slået, og er ikke længere interesserede i spilleren. Vi er derfor eneste klub der bliver inviteret til lønforhandling.

Inden vi tilbyder Mateu en ”virkelig” kontrakt, ser vi dog lige hvad vores talentspejder har at sige om den unge midtbanespiller. Her ser vi, at vores spejder mener, at Mateu formentlig kun vil bede om op til 2.000 pund om ugen.

Vi ser at Mateu beder om 2.700 pund pr. uge, men det er jo en lønforhandling, så selvfølgelig beder han om mere end han regner med at få. Sådan er det for langt de fleste kontraktforhandlinger i FM 2010, og jo sådan set også i virkelighedens verden.

Vi ”nøjes” derfor med at tilbyde ham de 2.000 pund om ugen som vores scout foreslog. Samtidig fravælger vi at han skal have en lønstigning på 10 % hvert år. Kontrakten er altså skåret forholdsvis meget ned.

Vi er dog stadigvæk den eneste klub der er inde i kampen om at få spilleren, og Mateu vælger derfor at gå med til vores kontraktudspil, og er indtil 2012 FCK-spiller med en løn på 2.000 pund om ugen. Og det på trods af at han har fået tilbudt kontrakt af selveste Real Madrid…!